Det
er almindeligt kendt, at monopoler er skadelige for både innovation
og kvalitet, for ikke at tale om den ubehagelige virkning på
forbrugernes pengepung. Hvorfor tolererer vi så, at det område,
hvor vi i øjeblikket ser den allerstørste innovation, og som er
ved at blive det vigtigste element i samfundets infrastruktur,
domineres af én eneste virksomhed?
Jeg taler selvfølgelig om computere
og om Microsoft og deres styresystem Windows' monopol på markedet
for personlige computere. At købe en computer er i dag det samme
som at købe en computer med Windows. Hvis
man går ned i forretningen og spørger, hvor meget billigere man
kan få computeren uden Windows, vil man næsten altid få at vide,
at man ikke sælger computere uden styresystem. Beder man om at få
en med et andet styresystem end Windows, kigger ekspedienten på én
med et tomt blik.
Men betaler altså pænt computerens
pris plus 7-800 kroner i overpris for det Windows-system, som man
ikke kan slippe for. Til gengæld får man en computer med et
system, der godt nok virker, men er sårbart for virus- og
spyware-angreb.
Vil man også bruge
computeren til andet end at surfe på nettet og blive inficeret med
malware skal man ud at købe programmer, som regel i dyre domme.
Microsoft og forhandleren anbefaler næsten altid Microsoft Office,
som koster 1.500-5.500 kroner afhængigt af versionen. Har man også
brug for billedbehandling, desktop publishing, antivirusprogrammer
og multimedieværktøjer, kan vi nemt lægge 5-15.000 kroner oven i
computerens pris.
Det paradoksale ved Windows' monopol
er, at det er fuldstændig overflødigt. Der findes gratis
alternativer, som tilbyder helt den samme kvalitet og
brugervenlighed – men med alle nødvendige standardprogrammer
inkluderet fra starten.
For at det ikke skal være løgn er
disse alternativer til Windows også så sikre mod angreb fra virus,
spyware og anden malware, at det ikke
engang er nødvendigt at installere antivirus på dem.
“Flagskibet” blandt disse
alternativer er i øjeblikket Ubuntu, der
29. oktober udkom med sin nyeste udgave, version 9.10. Men hvordan
kan et system som Ubuntu både være gratis, indeholde
professionelle programmer til en værdi af mange tusing kroner og
samtidig være så meget bedre, hvad sikkerheden angår?
En væsentlig del af forklaringen er,
at Ubuntu er fri software.
Fri software -
hvad og hvorfor
Bevægelsen for fri software blev
stiftet i 1984 af den legendariske programmør og aktivist Richard
Stallman. Det
skete i protest mod en stigende kommercialisering af markedet for
programmer og den hermed forbundne hemmeligholdelse af programmernes
indre struktur, den såkaldte kildekode .
Stallman mener, at man som bruger
altid bør have lov til at undersøge, hvordan et computerprogram
virker og eventuelt selv ændre i det, hvis man har lyst. Han mener
også, at det altid bør være muligt og lovligt at hjælpe andre
mennesker ved at give dem et eksemplar af et godt program.
Programmer, der giver brugeren lov til disse ting, kaldes for fri
software.
For at kunne undersøge, hvordan et
program virker og indlægge sine egne ændringer, er man nødt til
at have adgang til programmets kildekode.
Det betyder, at al fri software af nødvendighed også er open
source.
Ikke-tekniske læsere vil måske her
indvende, at de ikke har brug for en "ret" til at
undersøge og ændre i de programmer, der kører på deres computer,
eftersom de ikke har hverken forudsætninger for eller lyst til at
pille ved så vitale dele.
Man kan dog vende den om: Hvis
skolevæsnet i Hanstholm kommune køber et skemalægningsprogram hos
en lokal producent, der senere går neden om og hjem, hvad gør de
så, den dag programmet viser sig at indeholde en alvorlig
sikkerhedsbrist?
Hvis programmet er købt på
almindelige kommercielle vilkår, er der ikke noget at stille op. Er
det fri software, har de rent faktisk en chance for selv at finde og
rette fejlen.
Hvis vi køber en bil eller en
motorcykel, forventer vi også at have ret til at skille den ad for
at reparere den - selv om de fleste af os nok ikke ville vide,
hvordan vi skulle bære os ad. Hvis vi fik bilen leveret med
motorhjelmen svejset fast og besked om, at det er ulovligt at
forsøge på at åbne den, ville vi undre os og protestere. Ikke
desto mindre er det de betingelser, som Windows og de fleste andre
kommercielle programmer leveres under.
At fri software er fri,
er ikke ensbetydende med, at det altid er gratis.
Jeg kan for eksempel bestille et program eller en programændring
hos en producent og som en del af kontrakten betinge mig, at
programmet leveres som fri software.
Selv om programmet ikke er gratis at
fremstille, vil dets pris dog have en tendens til meget hurtigt at
falde til nul, efterhånden som det bliver mere og mere populært,
eftersom alle brugere har lov til at give det videre uden at tage
penge for det.
Fri software kommer dermed til at
udgøre en fælles pulje af gratis
programmer – en fælles pulje til gavn for alle, der ønsker at
benytte sig af den. Kendte programmer i denne pulje er kontorpakken
OpenOffice.org, browseren Mozilla Firefox,
billedbehandlingsprogrammet GIMP og styresystemet GNU/Linux, som
Ubuntu er en udgave af.
Anvendelsesområder
Ved almindelig, såkaldt proprietær
software indgår nogle ubehagelige begrænsninger i forbrugerens
rettigheder, som vi næppe ville acceptere ved andre typer
produkter, for eksempel, at
brugeren
ikke ved, hvad hans computer gør og har
ikke ret til at få det at vide.
brugeren
ikke selv bestemmer, hvad hans computer
gør og ikke gør
brugeren
eller brugerens organisation (og det kunne for eksempel være den
danske stat) ikke selv kan rette fejl i programmet, men er afhængig
af producentens nåde og barmhjertighed
brugeren ikke kan videregive
programmet til andre uden producentens samtykke, evt. fulgt op af
yderligere betaling.
I lyset af disse begrænsninger af
brugerens rettigheder har fri software-bevægelsen længe
argumenteret for, at fri software bør bruges overalt, ikke mindst i
undervisningssystemet og inden for den offentlige administration.
I undervisningssystemet
gælder, at hemmeligholdelsen af programmernes virkemåde strider
mod det ideal om åbenhed og den frihed til at udforske verden og
opdage nyt, som vi har brug for i et åbent, videnskabeligt baseret
uddannelsessystem.
Fri software opfordrer til deling:
Børnene kan uden videre tage de programmer, de bruger i skolen, med
hjem - uden udgifter til licenser og uden nogen tale eller
forestilling om "piratkopiering".
Det mindste
af det hele er næsten, at der er penge at spare - men
det er der: Om vi skal tro erfaringerne fra udlandet, kan vores
hårdt nedskæringsramte uddannelsesinstitutioner spare millioner
og atter millioner af kroner på software-licenser.
Skal vi lære vore børn, at den
daglige infrastruktur er åben og kan undersøges, deles og stilles
spørgsmål til - eller skal vi lære dem, at den er dyr, lukket,
hemmelig og koster mange penge?
Inden for det
offentlige er der det vigtige aspekt, at samfundets
infrastruktur ikke bør afhænge af enkelte leverandører. Hvad nu,
hvis der viser sig en fejl i et meget vigtigt program, og
leverandøren ikke kan eller vil rette fejlen?
Nok så vigtigt er spørgsmålet om
demokratisk indsigt: Ligesom vi har aktindsigt i alle de love og
administrative arbejdsgange og beslutninger, som påvirker vores
liv, må vi også forlange aktindsigt i de computerprogrammer, der
understøtter og implementerer disse arbejdsgange.
Alternativet er nemlig skræmmende:
Hvis selv den mest elementære, elektroniske infrastruktur -
web-browsere, tekstbehandling, billedbehandling og kommunikation -
er omgærdet af hemmeligholdelse og privatisering, repræsenterer
det en indhegning af brugeren, som er en større trussel, jo mere
elektronisk samfundet bliver.
Fri software er ikke en tilstrækkelig
forudsætning for, at vi kan beholde et frit og åbent samfund i den
elektroniske tidsalder, men på længere sigt er det en nødvendig
forudsætning. Microsofts vision om en verden, hvor hver eneste hjem
er forsynet med en PC med Microsoftprodukter, som brugerne ikke må
pille i eller dele med deres venner uden at betale en gang til, er i
sidste ende en vison om et teknokratisk diktatur, hvor den enkelte
borger er umyndiggjort i sin interaktion med omverdenen.
Igen er det næsten det mindste af det
hele, at der er penge at spare. Men det er der. Det franske
gendarmeri sparede for eksempel 50 millioner euro bare på at flytte
90.000 brugere fra Microsoft Windows til Ubuntu. I hele Danmark
kunne vi spare meget mere på en generel overgang til fri software
i den offentlige forvaltning.
Ubuntu og fri
software
Ubuntu er et fuldstændigt
styresystem, som det står enhver frit for at downloade og
installere. Standardversionen installeres med en komplet
kontor-suite (OpenOffice), Internet-programmer, billedbehandling
(GIMP) og en række multimedieværktøjer – alt sammen fri
software ligesom systemet selv.
Herudover er det muligt at downloade
og installere mere end 20.000 programpakker, der udgør en
fuldstændig, professionel IT-infrastruktur:
Programmeringsværktøjer, webservere, databaser,
applikationsservere, hjemmesidesystemer, grafiske programmer og
meget mere.
Systemet kan uden videre bruges til at
køre en web- eller databaseserver, men det kan også og ikke mindst
bringes til at køre upåklageligt på en genbrugscomputer med helt
ned til 128 megabyte RAM.
Hvor det tidligere krævede en højere
datalogisk eksamen så meget som at overveje
at installere et Linux-system på sin computer, er det i dag
hurtigere og lettere at installere Ubuntu, end det er at installere
en af de mange Windows-varianter.
Ubuntu-projektet blev grundlagt i 2004
af den sydafrikanske milliardær, iværksætter og filantrop Mark
Shuttleworth (f. 1975). Shuttleworth stiftede under sine
studier sikkerhedsfirmaet Thawte, som det i
1999 lykkedes ham at sælge til den amerikanske gigant Verisign
for 525 millioner dollars.
Efter at det i 2002 lykkedes ham at
realisere en drengedrøm om at blive den første afrikaner i rummet,
besluttede han at bruge sin formue på at forbedre det sydafrikanske
undervisningssystem.
Shuttleworth er interesseret i alle
initiativer, der kan støtte uddannelsessystemet i Afrika. I sidste
ende er målet at løfte Afrika og andre dele af den 3. verden op på
samme niveau som resten af verden gennem uddannelse og billig
teknologi. Eftersom fri software udgør en fælles pulje til fri
afbenyttelse for alle mennesker i hele verden, må det nødvendigvis
have en vigtig rolle at spille, når vi taler om at forbedre de
fattige landes vilkår gennem udbredelse af billig teknologi.
Ubuntu-projektets officielle
målsætning er derfor, at "enhver computer-bruger skal være
fri til at downloade, køre, videregive, undersøge, dele, ændre og
forbedre deres software med et hvilket som helst formål, og uden
at betale for det."
Dette betyder, at Ubuntu som fri
software kommer til at bidrage til en økonomisk demokratisering
af informationssamfundet: Hvis en standard-PC som minimum koster
hundrede dollars for et eksemplar af Windows og to hundrede mere for
en Office-pakke og andre nødvendige programmer, repræsenterer det
en økonomisk afsats, som almindelige mennesker er afksåret fra at
nå i områder, hvor gennemsnitsindkomsten ligger under de tusind
dollars om året.
Derimod kan alle med en
Internetforbindelse, en genbrugscomputer og Ubunu være hundrede
procent "med" som fuldgyldige medlemmer af
informationssamfundet med adgang til nye, professionelle værktøjer:
Tekstbehandling, kommunikation, multimedieproduktion,
systemudvikling.
Med Ubuntu har et opstartsfirma i et
slumkvarter i Mumbai eller Johannesburg gratis og legal adgang til
en teknisk infrastruktur, som før "open source"-revolutionen
let kunne have kostet hundredetusinder af kroner.
En vision for
et demokratisk informationssamfund
![[image of a Brave GNU World]](http://gnu.songzhuo.com/brave-gnu-world/rungnu/brave-gnu-world-logo-sm.jpg)
Med Ubuntu-projektet og dets
infrastruktur af frivillige er visionen om et frit og gratis system
for alle rykket et betydeligt stykke nærmere.
Og det er en udvikling, som det er
værd at holde øje med: Hvor alverdens organisationer og
enkeltpersoner i den traditionelle software-økonomi må bruge
tusinder eller hundredetusinder af kroner på professionelle
værktøjer, før de kan komme i gang med at lave noget fornuftigt,
stiller fri software i princippet den bedste software i alle
kategorier til umiddelbar disposition for alle mennesker i hele
verden.
Valget mellem fri og proprietær
software bliver dermed dobbelt: På den ene side en lukket
infrastruktur, der umyndiggør brugerne og fratager dem kontrollen
med, hvad deres computer gør, og et lukket økonomisk system, hvor
betalte "eksemplarer" af et program ikke må videregives,
og hvor brugen af et program er begrænset til dem, der har betalt
en ofte fyrstelig licens. På den anden side et alternativ, hvor
alle brugere har lov til at undersøge og ændre de programmer, de
bruger, og hvor alle har fri og gratis adgang til de værktøjer, de
skal bruge.
Hvis vi kan nøjes med et lukket
samfund, hvor deltagelse i vidensøkonomien er forbeholdt de få,
skal vi bare blive ved med at satse på den kommercielle
forretningsmodel, og vi skal som forbrugere blive ved med at
insistere på Windows og Photoshop og alle de andre "kendte"
programmer fra de store producenter. Hvis vi omvendt gerne vil have
et åbent og demokratisk samfund, hvor også folk uden penge til
dyre programmer og nye computere kan være "med", er det
bedre at satse på fri software, hvor vi kan.
Jeg vil derfor slutte af med at
opfordre læseren til at give det en chance: Gå ind på
www.ubuntu.com, download den nyeste version af Ubuntu, brænd den
til en CD og prøv systemet - eller få en CD tilsendt gratis med
posten, hvis du ikke har tålmodighed til at brænde selv. Eller
prøv et af de mange andre gode
Linux-systemer, der er i omløb. Det er nu,
vi har chancen for at afgøre, hvor IT-samfundet skal føre os hen -
om vi ønsker et åbent samfund med lige muligheder for alle, eller
vi ønsker at fortsætte med at lade de store firmaer tage
beslutningerne og holde de fattige ude.
Ønsker vi at bevare et frit og åbent
samfund, gør vi klogt i at få fri software ind så mange steder
som muligt - ikke mindst på vore egne maskiner, i den offentlige
administration og i undervisningssystemet. Med Ubuntu-projektet
begynder det for alvor at kunne lade sig gøre.
Dit kontingent sender udtjent dansk IT-udstyr til Afrika, og tilbage igen når det helt skal destrueres.
. Smid gerne en kommentar om afsnittet – det er så dejligt med feedback, og kom også gerne med forslag til emner, jeg kan tage op.
Finanskrisen har hærget, og folk er ikke længere så slemme til at smide ellers ganske udmærket IT-udstyr ud, bare fordi det er lidt langsomt.
I onsdags var jeg i København. En lille tur til København og snakke med de gode folk i 
Photo by: Kim">">Photo by: Kim" title="DSC_0042" width="300" height="200" class="size-medium wp-image-1700" />
![[image of a Brave GNU World]](http://gnu.songzhuo.com/brave-gnu-world/rungnu/brave-gnu-world-logo.jpg){kind=logo}
