Om hvorfor fri software er vigtigt, og hvorfor et skifte til et Linux-baseret system som Ubuntu kan være et godt første skridt i den retning.
Det er almindeligt kendt, at monopoler er skadelige for både innovation
og kvalitet, for ikke at tale om den ubehagelige virkning på
forbrugernes pengepung. Hvorfor tolererer vi så, at det område, hvor vi
i øjeblikket ser den allerstørste innovation, og som er ved at blive det
vigtigste element i samfundets infrastruktur, domineres af én eneste
virksomhed?
Jeg taler selvfølgelig om computere og om Microsoft og deres styresystem
Windows' fuldstændige monopol på markedet for personlige computere. At
købe en computer er i alt væsentligt det samme som at købe en computer
med Windows. Hvis man går ned i forretningen og spørger, hvor meget
billigere man kan få computeren uden Windows, vil man som regel få det
svar, at man ikke sælger computere uden styresystem. Beder man om at få
en med et andet styresystem end Windows, kigger ekspedienten på én med
et tomt blik (med mindre man da har tænkt sig at købe en Mac). Men
betaler altså pænt prisen for computeren plus en 7-800 kroner i
overpris for det Windows-system, som man ikke kan slippe for. Til
gengæld får man en computer med et system, der som regel virker, men er
sårbart for virus- og spyware-angreb.
Vil man også bruge computeren til andet end at surfe på nettet og
blive inficeret med malware skal man ud at købe programmer, som regel i
dyre domme. Microsoft og forhandleren anbefaler næsten altid, at man
køber Microsoft Office, som koster 1500-5500 kroner afhængigt af
versionen. Har man også brug for billedbehandling, desktop publishing,
antivirusprogrammer og multimedieværktøjer, kan vi nemt lægge 5-15.000
kroner oven i computerens pris.
Det paradoksale ved Windows' allestedsnærværende dominans er, at den er
fuldstændig unødvendig. Der findes gratis alternativer, som tilbyder
helt den samme kvalitet og brugervenlighed. For at det ikke skal være
løgn er disse alternativer til Windows også så sikre mod angreb fra
virus, spyware og anden malware, at det ikke engang er nødvendigt at
installere antivirus på dem. De fleste af disse gratis alternativer
leveres med en komplet suite af programmer, som det ville koste mange
tusind kroner at erhverve på "kommercielle" vilkår: Officepakke,
billedbehandling, Internet inkl. email, chat og IP-telefoni, og
mulighed for at installere meget mere ganske gratis.
"Flagskibet" blandt disse alternativer er i øjeblikket Ubuntu, der 29.
april udkom med sin nyeste udgave, version 10.04. Men hvordan kan et
system som Ubuntu både være gratis, indeholde professionelle programmer,
som det ville koste mange penge at købe fra Microsoft og samtidig
tilsyneladende være bedre, i hvert fald hvad sikkerheden angår?
En væsentlig del af forklaringen er, at Ubuntu er fri software.
Fri software - hvad og hvorfor
Bevægelsen for fri software blev stiftet i 1984 af den legendariske
programmør og aktivist Richard Stallman. Det skete i protest mod den
stigende kommercialisering af markedet for programmer og den hermed
forbundne hemmeligholdelse af programmernes indre struktur, den såkaldte
kildekode. Problemet med hemmeligholdelsen af kildekoden er, at man
beder brugeren om at afvikle et program på sin computer uden at have
nogen reel mulighed for at vide eller kontrollere, hvad det gør. Dette
opfattes af mange mennesker som en ubehagelig restriktion, der giver
programmets producent en uforholdsmæssigt stor magt over brugeren.
Bevægelsen begyndte derfor med at definere fire
grundlæggende friheder, der skulle sikre brugeren den
fulde kontrol over de programmer, han eller hun vælger at afvikle på sin
egen maskine. For at et program kan regnes for "fri software" skal
brugeren til hver en tid have ret til at
- Køre programmet, med et hvilket som helst formål
- Undersøge programmet og tilpasse det til sine egne behov
- Videregive programmet til andre, så man kan dele det med sine venner
- Rette og forbedre programmet og videregive den ændrede version, så andre også kan have glæde af ens rettelser.
Denne definition er udviklet af Richard Stallman i samarbejde med Free
Software Foundation, som er bevægelsens vigtigste talerør i USA.
Et program, der opfylder disse betingelser, erhverver sig altså herved
ret til at betegnes som fri software. For at kunne undersøge, hvordan
et program virker og indlægge sine egne ændringer, er man nødt til at
have adgang til programmets kildekode. Det betyder, at al fri
software af nødvendighed også er open source. Fri software udmærker
sig frem for de kommercielt tilgængelige, såkaldt proprietære
programmer ved at give brugeren den ultimative kontrol over, hvad der
sker på hans computer. Skulle programmet gøre noget, som brugeren ikke
bryder sig om (det kunne for eksempel være at sende oplysninger om
brugeren tilbage til producenten, eller det kunne være noget så banalt
som at have en fejl, der får systemet til at gå ned en gang i mellem),
står det ham frit for at ændre det og give sine ændringer videre til
andre.
Ikke-tekniske læsere vil måske her indvende, at man ikke kan stille
meget op med en sådan "ret", hvis man ikke har hverken forudsætninger
for eller lyst til at pille ved så vitale dele. Denne indvending bliver
mindre oplagt, hvis man i stedet for at tænke på brugere som enkelte
individer tænker på dem som organisationer. Hvis skolevæsnet i
Hanstholm kommune køber et skemalægningsprogram hos en lokal producent,
der senere går neden om og hjem, hvad gør de så, den dag programmet
viser sig at indeholde en alvorlig sikkerhedsbrist? Hvis programmet er
købt på almindelige kommercielle vilkår, er der ikke noget at stille op
- de må finde sig i fejlen eller købe et nyt system, med de udgifter til
installation og uddannelse af brugere, der altid følger med en sådan
anskaffelse. Hvis det derimod er fri software, kan man ansætte nogle
programmører til at finde fejlen eller gennemføre de ændringer, der er
brug for.
Kravet om, at brugeren skal have adgang til at undersøge kildekoden er
altså ikke spor overflødigt. Hvis vi køber en bil eller en motorcykel,
forventer vi også at have ret til at skille den ad for at reparere den -
selv om de fleste af os nok ikke ville vide, hvordan vi skulle bære os
ad. Hvis vi fik bilen leveret med motorhjelmen svejset fast og besked
om, at det er ulovligt at forsøge på at åbne den, ville vi nok undre os
og protestere. Ikke desto mindre er det de betingelser, som Windows og
de fleste andre kommercielle programmer leveres under.
Det meste fri software leveres derimod under betingelser, der svarer til
den berømte "GNU General Public License" eller GPL.
At et program er leveret under GPL betyder kort sagt, at brugeren har de
fire friheder, der indgår i den officielle definition af fri software -
og at eventuelle ændringer i eller udbygninger af programmet skal gives
videre under de samme betingelser.
At fri software er fri, er ikke ensbetydende med, at det altid er
gratis. Jeg kan for eksempel bestille et program eller en
programændring hos en producent og som en del af kontrakten betinge mig,
at programmet leveres som fri software, for eksempel under GPL. Selv om
programmet ikke er gratis at fremstille, vil dets pris dog have en
tendens til meget hurtigt at falde til nul, efterhånden som det bliver
mere og mere populært, eftersom alle brugere har lov til at give det
videre uden at tage nogen penge for det. Fri software under GPL kommer
derfor til at udgøre en fælles pulje af fri software, der gratis kan
anskaffes og videregives; en fælles pulje til gavn for alle, der ønsker
at benytte sig af programmerne i den.
Anvendelsesområder
Ved almindelig proprietær software indgår nogle ubehagelige
begrænsninger i forbrugerens rettigheder, som vi næppe ville acceptere
ved andre typer produkter. For det meste software, som er købt under
almindelige kommercielle vilkår gælder der nemlig, at
- brugeren ikke ved, hvad hans computer gør og har ikke ret til at få det at vide.
- brugeren ikke selv bestemmer, hvad hans computer gør og ikke gør
- brugeren eller brugerens organisation (og det kunne for eksempel være den danske stat) ikke selv kan rette fejl i programmet, men er afhængig af producentens nåde og barmhjertighed
- brugeren ikke kan videregive programmet til andre uden producentens samtykke, evt. fulgt op af yderligere betaling.
I lyset af disse begrænsninger af brugerens rettigheder ved proprietær
software har fri software-bevægelsen længe argumenteret for, at fri
software bør bruges overalt. Dette er især vigtigt, når vi taler om
undervisningssystemet og når vi taler om den offentlige administration
i alle sammenhænge, der vedrører forholdet til borgerne.
I undervisningssystemet gælder ikke mindst, at hemmeligholdelsen af
programmernes virkemåde strider mod det ideal om åbenhed og den
opfordring til at udforske omverdenen og opdage nyt, som vi har brug for
i et åbent, videnskabeligt baseret uddannelsessystem. En anden fordel
er, at fri software opfordrer til deling: Børnene kan uden videre tage
de programmer, de bruger i skolen, med hjem - uden udgifter til licenser
og uden nogen som helst tale eller forestilling om "piratkopiering".
Oven i disse fordele er det næsten det mindste, at der er store
mængder af penge at spare - men det er der. Så snart et program er til
rådighed som fri software, er det ganske gratis at bruge og videregive.
Dette betyder, at vores hårdt nedskæringsramte uddannelsesinstitutioner
kan spare millioner og atter millioner af kroner til software-licenser.
Skal vi lære vore børn, at den daglige infrastruktur er åben og kan
undersøges, deles og stilles spørgsmål til præcis som viden, der kan
læses i bøger - eller skal vi lære dem, at den er dyr, lukket, hemmelig
og koster mange penge?
Inden for det offentlige er der det vigtige aspekt, at samfundets
infrastruktur ikke bør afhænge af enkelte, private leverandører. Hvad
nu, hvis der viser sig en fejl i et meget vigtigt program, og
leverandøren ikke kan eller vil rette fejlen? Som gammel rotte i
softwarebranchen kan jeg fortælle, at nuværende kunders vigtige
forepørgsler ikke vægtes lige så højt som potentielle kunders. Hvis man
er en lille kunde, som pludselig ikke kan udskrive lønsedler eller
udsende regninger på grund af en fejl i ens bogholderiprogram og
leverandøren netop nu sætter alle sejl til for at kapre en vigtig kunde,
ja så har man et problem. Nok så vigtigt er spørgsmålet om demokratisk
indsigt: Som borgere bør vi have ret til at kende og forstå samfundets
infrastruktur. Ligesom vi har aktindsigt i alle de love og
administrative arbejdsgange og beslutninger, som påvirker vores liv, må
vi også forlange aktindsigt i de computerprogrammer, der understøtter og
implementerer disse arbejdsgange. Alt andet svarer til at hemmeligholde
en del af samfundets infrastruktur for borgerne, og selv om dette nok
kunne være fristende for en diktaturstat, er det uantageligt i et
demokrati. Leverandøruafhængighed, åben infrastruktur, demokratisk
indsigt - igen er det næsten det mindste af det hele, at der er penge at
spare. Men det er der. Det franske gendarmeri sparede for eksempel 50
millioner euro bare på at flytte 90.000 brugere fra Microsoft Windows
til Ubuntu.
Konklusionen ligger lige for: Et frit samfund er et samfund med en åben
infrastruktur, som borgeren har ret til at kende og forstå. Hvis selv
den mest elementære, elektroniske infrastruktur - web-browsere,
tekstbehandling, billedbehandling og kommunikation - er omgærdet af
hemmeligholdelse og privatisering, repræsenterer det en indhegning af
brugeren, som er en større trussel, jo mere elektronisk samfundet
bliver. Fri software er ikke en tilstrækkelig forudsætning for, at
vi kan beholde et frit og åbent samfund i den elektroniske tidsalder,
men på længere sigt er det en nødvendig forudsætning. Microsofts
vision om en verden, hvor hver eneste hjem er forsynet med en PC med
Microsoftprodukter, som brugerne ikke må pille i eller dele med deres
venner uden at betale en gang til, er i sidste ende en vison om et
teknokratisk diktatur, hvor den enkelte borger er umyndiggjort i sin
interaktion med omverdenen.
Ubuntu og fri software
Ubuntu er et fuldstændigt, Linux-baseret styresystem, som det står
enhver frit for at downloade og installere. Standardversionen
installeres med en komplet kontor-suite (OpenOffice),
Internet-programmer, videoredigering (PiTiVi) og en række
multimedieværktøjer.
Herudover er det via et indbygget "Software Center"-funktionalitet
muligt at downloade og installere mere end 20.000 programpakker, der
udgør en fuldstændig, professionel IT-infrastruktur:
Programmeringsværktøjer, webservere, databaser, applikationsservere,
hjemmesidesystemer, grafiske programmer og meget mere, det meste i
top-professionel kvalitet og alt sammen ganske gratis. Systemet kan
uden videre bruges til at køre en web- eller databaseserver, men det kan
også og ikke mindst bringes til at køre upåklageligt på en
genbrugscomputer med helt ned til 128 megabyte RAM. Hvor det tidligere
krævede en højere datalogisk eksamen så meget som at overveje at
installere et Linux-system på sin computer, er det i dag både hurtigere
og lettere at installere Ubuntu, end det er at installere en af de mange
Windows-varianter. I den forstand er Ubuntu det ultimative,
"forbrugerrettede" frie software-projekt: Nørderne kan pille og ændre
præcis så meget, som de altid har kunnet, men du kan selv finde ud af at
sætte det op, og din bedstemor kan finde ud af at bruge det. Og så er
det gratis.
Ubuntus filosofi bygger med andre ord på fri software - og lidt til. For
helt at forstå dette, er vi nødt til at se lidt på projektets historie.
Ubuntu-projektet blev grundlagt i 2004 af den sydafrikanske milliardær,
iværksætter og filantrop Mark Shuttleworth (f. 1975). Shuttleworth
stiftede under sine studier sikkerhedsfirmaet Thawte, som det i 1999
lykkedes ham at sælge til den amerikanske gigant Verisign for 525
millioner dollars. Efter at det i 2002 lykkedes ham at realisere en
drengedrøm om at blive den første afrikaner i rummet, besluttede han at
bruge sin formue på at forbedre det sydafrikanske undervisningssystem.
Shuttleworths almennyttige fond The Shuttleworth Foundation grundlagde
derfor i 2002 TuxLabs, en organisation, der indsamler brugte computere
og genbruger dem i computerrum til sydafrikanske skoler, som de leverer
med masser af fri software skræddersyet til undervisningsbrug.
Organisationen har i dag leveret TuxLabs til mere end 130 skoler i hele
Sydafrika. Shuttleworth er interesseret i alle initiativer, der kan
støtte uddannelsessystemet i Afrika. I sidste ende er målet at løfte
Afrika og andre dele af den 3. verden op på samme niveau som resten af
verden gennem uddannelse og billig teknologi. Eftersom fri software
udgør en fælles pulje til fri afbenyttelse for alle mennesker i hele
verden, må det nødvendigvis have en vigtig rolle at spille, når vi taler
om at forbedre de fattige landes vilkår gennem udbredelse af billig
teknologi.
Punkt 1 i Ubuntu-projektets officielle målsætning er derfor, at "enhver
computer-bruger skal være fri til at downloade, køre, videregive,
undersøge, dele, ændre og forbedre deres software med et hvilket som
helst formål, og uden at betale for det." Dette betyder, at Ubuntu som
fri software kommer til at bidrage til en økonomisk demokratisering af
informationssamfundet: Hvis en standard-PC som minimum koster hundrede
dollars for et eksemplar af Windows og to hundrede mere for en
Office-pakke og andre nødvendige programmer, repræsenterer det en
økonomisk afsats, som almindelige mennesker får særdeles svært ved at nå
i områder, hvor gennemsnitsindkomsten ligger under de tusind dollars om
året. Derimod kan alle med en Internetforbindelse, en genbrugscomputer
og en letvægtsudgave af Ubunu være hundrede procent "med" som
fuldgyldige medlemmer af informationssamfundet med adgang til nye,
professionelle værktøjer: Tekstbehandling, kommunikation,
multimedieproduktion, systemudvikling.
Med Ubuntu har et opstartsfirma i et slumkvarter i Mumbai eller
Johannesburg gratis og legal adgang til en teknisk infrastruktur, som
før "open source"-revolutionen let kunne have kostet tusinder eller
hundredetusinder af kroner.
Ubuntu - fri software som folkelig bevægelse
Hvordan kan det hænge sammen økonomisk, hvis systemet er gratis? Svaret
er: Gennem investeringer og frivilligt arbejde, en produktiv blanding af
økonomisk risikovilje, privat initiativ og idealisme. Systemet
sponsoreres af Mark Shuttleworths firma Canonical, der forsøger at
tjene penge på ekstraydelser og indgår særaftaler med firmaer og
private, der vil have professionel hjælp til den daglige drift af deres
Ubuntu-systemer. Selve udviklingen drives af tusindvis af frivillige,
der bidrager med alt fra fejlretning, grafik, dokumentation og
oversættelse til avanceret programmering i selve systemets kerne.
Systemet bygger i høj grad på de projekter, hvis programmer man helt i
den frie softwares ånd gavmildt inkluderer - blandt andet kontorpakken
OpenOffice.org og Internet-browseren Firefox og
billedbehandlingsprogrammet GIMP.
Ubuntu-projektets frivillige er organiseret i en global, demokratisk
struktur baseret på anerkendelse af folks arbejde: Alle, der gør en
indsats for at bringe projektet fremad, kan blive anerkendt som
"medlemmer" og får dermed stemmeret til det såkaldte "råd" eller
"Community Council", der tager alle væsentlige beslutninger om
projektets fremtid. Det eneste udemokratiske ved denne struktur er, at
Mark Shuttleworth som grundlægger og sponsor er sikret en fast plads i
rådet. Strukturen lægger op til, at enhver bruger i princippet opfattes
som en deltager i projektet og opfordres til at give en hånd med, måske
ikke med at programmere eller rette fejl, men gerne med at opdage og
indberette fejl og hjælpe andre med de problemer, de falder over. Disse
"frivillige" er ikke kun folk, der hjælper med systemet gratis og i
deres fritid. Eftersom Ubuntu er fri software, står det enhver frit for
at oprette et firma baseret på videresalg af systemet, og i et sådant
firmas arbejde vil altid indgå en vis kommunikation med projektet som
helhed om problemer, fejl, mangler og ønsker.
Med Ubuntu-projektet og dets infrastruktur af frivillige er visionen om
et frit og gratis system for alle rykket et betydeligt stykke
nærmere. Mark Shuttleworths position som filantrop og projektets afledte
afhængighed af én enkelt donor er i den forstand et problem -
demokratiseringen bør afhænge af selvorganisering nedefra og ikke af en
enkelt filantrop, hvis den skal være bæredygtig.
Men eftersom Ubuntu er fri software, er det nok et overskueligt
problem. En af projektets målsætninger er faktisk at blive bæredygtigt
og uafhængigt af donationer, og det står enhver frit for at bruge en af
de andre udmærkede GNU/Linux-distributioner i stedet. Men jeg anbefaler
selv Ubuntu til alle, der ønsker at skifte til fri software, fordi dette
system med dets meget klare fokus på brugeren lige nu er det, der
fungerer mest i åbenhedens og den frie softwares ånd og samtidig rent
faktisk er til at finde ud af for de fleste mennesker.
Power to the People - en vision for et demokratisk informationssamfund
Og det er en udvikling, som det er værd at holde øje med: Hvor alverdens
organisationer og enkeltpersoner i den traditionelle software-økonomi må
bruge tusinder eller hundredetusinder af kroner på professionelle
værktøjer, før de kan komme i gang med at lave noget fornuftigt, stiller
fri software sammen med Internettet i princippet den bedste software i
alle kategorier til umiddelbar disposition for alle mennesker i hele
verden. Når jeg skriver "i princippet" er det, fordi dette mål endnu
ikke er nået: Mens et Ubuntu-system indeholder eller tillader gratis
installation af nogle af de mest moderne og professionelle værktøjer
inden for programmering, tekstbehandling og billed- og lydbehandling,
lader udbuddet af fri software på andre områder - og her taler vi ikke
mindst om multimedie- og især filmproduktion - stadig en del tilbage at
ønske i sammenligning med de store kommercielle produkter. Sådanne
områder er fokusområder for fri software-bevægelsen med Free Software
Foundation i spidsen, og det er troligt, at denne mangel vil blive
bragt i orden inden for en overskuelig årrække.
Fri software-bevægelsens målsætning er stadig, at enhver som ønsker
det skal have adgang til fuldt professionelle programmer i alle
kategorier som fri software, og Ubuntus målsætning er stadig, at alle
mennesker med en computer skal have gratis adgang til den bedste
software i alle kategorier - over internettet eller off-line, hvis man
er praktisk eller økonomisk afskåret fra Internettet. Et af Mark
Shuttleworths første projekter var de såkaldte freedom toasters,
automater, der er tilsluttet en computer, hvor enhver kan gå hen og
downloade fri software eller musik og film i public domain og få det
brændt på en medbragt CD. Det lyder måske ikke som det mest oplagte i et
land som Danmark med en bredbåndsforbindelse i hvert hjem, men i
Johannesburgs slum, hvor man nok kan trække strømkabler til blikskurene,
men bredbåndsforbindelser ikke ligefrem hænger på træerne, kan det
faktisk gøre en afgørende forskel.
Fri software kommer på denne måde til at udgør en fælled, en fælles
pulje af hjælpeprogrammer, styresystemer og infrastruktur hvor alle
mennesker i hele verden har lov til at "græsse". En gradvis overgang
fra kommerciel til fri software kan derfor muliggøre en økonomisk
demokratisering af videnssamfundet. Valget mellem fri og proprietær
software bliver dermed dobbelt: På den ene side en lukket infrastruktur,
der umyndiggør brugerne og fratager dem kontrollen med, hvad deres
computer gør, og et lukket økonomisk system, hvor betalte "eksemplarer"
af et program ikke må videregives, og hvor brugen af et program er
begrænset til dem, der har betalt en ofte fyrstelig licens. På den anden
side et alternativ, hvor alle brugere har lov til at undersøge og ændre
de programmer, de bruger, og hvor alle har fri og gratis adgang til de
værktøjer, de skal bruge.
Hvis vi kan nøjes med et lukket samfund, hvor deltagelse i
vidensøkonomien er forbeholdt de få, skal vi bare blive ved med at satse
på den kommercielle forretningsmodel, og vi skal som forbrugere blive
ved med at insistere på Windows og Photoshop og alle de andre "kendte"
programmer fra de store producenter. Hvis vi omvendt gerne vil have et
åbent og demokratisk samfund, hvor også folk uden penge til dyre
programmer og nye computere kan være "med", er det bedre at satse på fri
software, hvor vi kan.
Jeg vil derfor slutte af med at opfordre læseren til at give det en
chance: Gå ind på www.ubuntu.com, download den nyeste version af Ubuntu,
brænd den til en CD og prøv systemet - eller få en CD tilsendt gratis
med posten, hvis du ikke har tålmodighed til at brænde selv. Eller prøv
et af de mange andre gode Linux-systemer, der er i omløb. Det er
nu, vi har chancen for at afgøre, hvor IT-samfundet skal føre os hen -
om vi ønsker et åbent samfund med lige muligheder for alle, eller vi
ønsker at fortsætte med at lade de store firmaer tage beslutningerne og
holde de fattige ude.
Ønsker vi at bevare et frit og åbent samfund, gør vi klogt i at få fri
software ind, hvor det kan lade sig gøre - ikke mindst på vore egne
maskiner, i den offentlige administration og i undervisningssystemet.
Og med Ubuntu-projektet begynder det for alvor at kunne lade sig gøre.
En lidt kortere udgave af denne artikel blev tidligere bragt bl.a. på Faklen.dk.
Links om fri software:
Tidligere på Modspil.dk: